lørdag den 21. september 2013

Vindprojekt dag 2

Vindprojekt - anden dag
 
 
I dag skulle vi ud i institutionen, hvor vi skulle lave nogle nye ting med børnene omhandlende temaet vind. Efter den startende sang havde vi en dialog med børnene, hvor vi spurgte til hvad de kunne huske fra gangen før. De nævnte balloner, skibe og maling. Vi talte igen om vind og dens egenskaber, og børnene var mere engageret i samtalen sammenlignet med sidste gang. En af grundene kan skyldes, at børnene var mere trygge ved os, ligesom at de havde fået en større viden om emnet. Der var mere ro og børnene var meget opmærksomme, lyttende og deltagende, hvilket gjorde at vi kunne tale mere uddybende om emnet. Vores vindmølle skulle laves af det papir som vi malede på sidste gang. Børnene klippede, limede og hamrede og var optaget af processen, selvom den var meget voksenstyret. Vindmøllerne skulle afprøves på legepladsen og børnene var opsat og glædede sig til at afprøve deres vindmølle. Desværre var papiret blevet for blødt efter vandet fra sæbeboblerne og vindmøllerne klappede hurtigt sammen. Børnene var meget skuffede, da de tidligere havde set vores prøve -møllen dreje rundt i vinden. Vi måtte derfor tænke i nye baner for, hvordan vi kunne optimere vores møllevinger og derfor tænke funktion frem for design/æstetik/skønhed. Derfor blev vi sammen med børnene enige om, at lave nogle nye vindmøller af det samme karton som prøvemøllen.  Vi lavede i samarbejde nye vindmøller til alle børnene, og fire af de fem børn løb rundt og prøvede at fange vinden i deres nye vindmølle, mens den sidste havde mistet interessen. Desværre var der kun en af vindmøllerne der virkede optimalt. Problemet var at vingerne var klippet for langt ind og derfor gik imod pinden. Tilligemed var kartonen blevet blød i børnenes konstruktion af vindmøllen. Slutteligt på denne dag, havde vi med inspiration fra foredraget med Anna Marie Holm taget nogle enkelte materialer med i form af dragepapir og et stort stykke plastic. Børnene fik noget dragepapir, og vi gav dem ikke nogen yderligere instruktioner. Børnene eksperimenterede med dragepapiret ved at kaste det op i luften og to af drengene råbte i kor ” Blæse… blæse”. En af de studerende valgte at hænge noget dragestof op i et træ uden at nævne det for børnene. Ret hurtigt var der en af drengene, som skyndte sig hen til træet og bandt sit eget dragepapir op. En anden dreng kom til, men havde problemer med at binde sin fast, hvorefter den anden hjalp ham med at binde. To af drengene eksperimenterede med vinden ved at kravle op i et tårn, for derefter at kaste dragestoffet ned. Her kunne børnene se vinden i dragestoffet, og hvordan vinden påvirkede stoffet. Dagen blev afsluttet ved at vi evaluerede forløbet med børnene omkring, hvad de synes havde været sjovest. Børnene nævnte her mange forskellige ting, nogle synes vindmøllen helt klart var sjovest, mens andre mente, at sæbebobletryk var det mest interessante i projektet. En enkelt mente, at det sjoveste var at lime vindmøllen sammen med limpistolen.
 
 





















Ingen kommentarer:

Send en kommentar