Raku-ler, blindmodellering og skulptur
I dagens undervisning startede vi ud med kort at få
præsenteret Raku – ler. Selve ordet Raku er en betegnelse for en måde, som man
kan brænde keramik på. Det betyder noget i stil med ”rendyrket nydelse eller
glædelige omstændigheder”. Raku kom til
Danmark i slut 1960’erne, hvo Finn Lynggaard prøvede kræfter med det. I Raku
ler er det oftest 50 % chamotte og 50 % ler, som gør, at leret bedre holder på
vandet mm. Chamotte er gammelt brændt ler eller små korn. Når man brænder raku
ler så forgløder man det op til 870 grader, og man tilfører ligeså stille
graderne, da man på den måde driver vandet ligeså stille og roligt ud af leret.
Det er en langsommeligproces, fordi ovnen leret kun ligeså stille må stige i
temperatur. Når leret har nået de 870 grader, putter man glasuren på, og så
brænder man det op til 1270 grader derefter.
Efter vi havde fået lidt information omkring hvilke noget ler, vi skulle bruge i undervisningen, skulle vi i gang med nogle kunstneriske følelser i forhold til sansestimulation. Vi skulle i det store hele lave blindmodellering, hvor vi skulle lave tre forskellige øvelser. Vi får først af vide, at vi skal lave vores ler til en kugle. Herefter siger hun, at vi skal lukke øjnene i og forme et ansigt med følgende: ører, øjne, næse og mund på fem min. Det var en vildt underlig følelse at sidde med lukkede øjne, og prøve at forme et ansigt, for man følte sig virkelig handicappet, når man ikke kunne se det, som man sad og lavede. Dog blev mit resultat nogenlunde, mine ører var dog blevet alt for store, så det lignede mere et dyr end et menneske.
Den næste øvelse bestod af samme teknik altså
blindmodellering, den her gang havde vi dog kun fem minutter til at skabe en
menneskekrop. Jeg prøvede at trykke kuglen flad på ca. midten, og så skulle ben
og numse laves af den nederste del, og overkroppen samt hoved laves af resten.
Det var rigtig svært, men det gik dog hurtigere end første gang, da man mere
havde vænnet sig til at bruge hænderne uden at kunne se. Man blev altså bedre
og bedre til at bruge følesansen. Da jeg åbnede øjnene kunne jeg godt se, at
mine ben var alt for store, og at jeg havde lavet min maveregion alt for lang.
Men det var fascinerende, at man kunne forme kroppen uden at kigge, blot ved at
mærke med ens hænder og fingre.
Den sidste opgave, som vi skulle lave med raku leret var, at
Dorte satte sig op på en stol, og så skulle vi forme efter hende. Den her gang
var det stadig en slags blindmodellering, men vi skulle dog kigge op på hende
og kun kigge ned en gang imellem, hvis vi følte for at se, hvordan det så ud.
Det var vildt, hvor hurtigt ens hænder pludselig arbejdede, og man kiggede
faktisk ikke ret meget ned, fordi man havde opnået en stor tillid til, at ens
hænder faktisk gjorde det, som man følte de skulle. Resultatet blev jeg
egentlig ret godt tilfreds med, da det lignede modellen ret godt. Vi fik
efterfølgende lov til at sidde ti minutter med det, hvor vi lavede huller i,
sikrede os det ikke gik i stykker i brændingen osv.
Generelt var det en rigtig fed aktivitet, hvor man
virkelig fandt ud af, hvor nemt man kunne lave aktiviteter med sanser, så man
på den måde kan sansestimulerer nogle.
Når det kommer til raku ler arbejder man primært med følesansen.
Overordnet set arbejder man i processen med blindmodellering med fantasi og
forestilling, da man ikke må se og iagttage form/struktur. Alt efter
hvilken målgruppe man arbejder med i denne proces kan man gøre leret mere vådt,
så det bliver mere mudderet, hvis man arbejder med små børn.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar