lørdag den 21. september 2013

5/11 2012 Vindprojekt - dag 1

Vind projekt - første dag
 
 
I dag var vi ude og afprøve vores projekt omhandlende vind i institutionen palmeallé. Vi havde fra start af besluttet os for temaet vind, hvor der kun ville komme en smule vand indover. Vi havde i starten besluttet os for at lave drager, dog blev vi i forberedelsesfasen klar over, at der ikke var noget område i institutionen, hvor vi kunne få dragerne op at flyve. Vi besluttede os derfor for, at vi ville lave flere forskellige aktiviteter med luft/vind, hvor vi ville give børnene muligheden for at eksperimenterer og opnå viden omkring begrebet vind. Vi startede dagen ud med en navnerunde både af børnene og os selv, derefter sang vi blæsten kan man ikke få at se, hvor vi prøvede at lave bevægelser når træerne suser og møllen drejer rundt. Herefter snakkede vi om, hvad vind var, hvordan man kunne se vind, om man kunne mærke vind mm. Her brugte børnene utrolig meget det som de kunne se ud af vinduerne såsom træet blade ryster, flaget bevæger sig. For at understrege vinden havde vi taget en blæser med, som skulle blæse og så skulle børnene prøve at putte forskellige ting ind foran blæseren som blade, sten, fjer, balloner, sæbebobler, flamingokugler mm. Undervejs i processen prøvede vi at snakke med børnene om, hvorfor tingene fløj eller faldt til jorden, og ved ballonerne snakkede vi om, at de pustede luft i ballonen og når luften gik ud af ballonen, røg luften ud igen og sagde en lyd. Vi fik dog overhovedet ikke ligeså meget dialog med børnene, som vi egentlig gerne ville, og vi glemte til tider at stille dem nogle spørgsmål, når de eksperimenterede. Fx da jeg spillede balloner med dem, kunne man godt snakke omkring, hvorfor ballonerne langsomt falder til jorden osv.
Herefter skulle de lave et sæbeboble maleri, som skulle bruges til deres vindmøller på onsdag. Her blev vand og sæbe blandet, og de pustede så bobler, som de skulle flytte over på deres papir og dyppe i ecolinefarver. Det var sjovt at observerer, hvor forskelligt børnene greb opgaven an, nogle var yderst koncentreret, og de tog få bobler over på papiret ad gangen. For andre gjaldt det om at blæse flest bobler, så var ecolinefarven lidt underordnet. For en anden var interessen kun ganske kort på at blæse bobler, herefter ville han bare male løs med farven. Selvom man prøvede at få ham tilbage på det ønskede spor, interesserede det ham desværre slet ikke, men han fik stadig et flot og anderledes resultat ud af det. Dette viser, hvor forskelligt børn griber ting an, og hvad der interesserer dem i en proces. Der var helt klart noget æstetisk fordobling i denne proces, hvor børnene spejlede hinanden. Dog var der også nogle, som kun havde øje på deres egne ting, og som var yderst koncentreret omkring det.
Tilslut havde vi et kar med, hvor vi havde formet papirbåde, så skulle blæseren gerne skabe vind og de skulle også puste for at skabe vind. Dette gik dog slet ikke, da børnene ikke var koncentreret nok, og blæseren blæste slet ikke nok til at skabe vind. Efterfølgende kunne vi se, at vi skulle have stillet blæseren på skrå for at få mere vind ned, bådene skulle have været mindre, de fyldte for meget i karet. Og børnene kom samtidig til at dyppe bådene ned i vandet. Så forløbet i dag gik fint, dog var der også ting, som gerne skulle have gået anderledes, men vi har fortsat fået en masse læring ud af dagen. Vi havde dog en rigtig god og hyggelig dag sammen med børnene, og vi fik samtidig afprøvet en masse aktiviteter.
 
















 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar